Mere end 43 procent af de kommunale jobcenter- eller beskæftigelseschefer har svært ved at forstå reglerne om aktivering.
Det viser en rundspørge fra Politiken Research.
Det er især den såkaldte 25-timers regel for aktiveringstilbud, der ifølge jobcheferne kan fortolkes på flere måder.
Det er manglende overholdelse af denne regel, der betyder, at Københavns Kommune skal betale 390 millioner kroner i statsstøtte tilbage.
"Lovgivningen er uklar omkring, hvad der er kravet til 25 timers aktivitet. Når loven er uklar, har vi vendt os til lovens intentioner og formål for tolkning. Her gælder der ikke noget eksplicit krav om fremmøde," skriver en af jobcenter- og beskæftigelsescheferne ifølge Politiken.
Reglen kræver 25-timers aktivering om ugen. Spørgsmålet er, hvor mange timer, der skal bruges på selve aktiveringsstedet.
Hver tredje jobchef vurderer oven i købet, at andre kommuner end København har lavet aktivering i stil med den københavnske model.
Alligevel mener Arbejdsmarkedsstyrelsen ikke, at rundspørgen giver anledning til at sætte yderligere undersøgelser i gang.
"Vi har ikke noget belæg for at tro, at der er sket noget tilsvarende i andre kommuner som i København," siger kontorchef Søren Tingskov til Politiken.