Kommunerne overtager fra 1. august de statslige dele af jobcentrene, som dermed bliver fuldt kommunalt drevet. Det er en del af finanslovsaftalen, som regeringen har indgået sammen med Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.
Aftalen betyder ifølge Beskæftigelsesministeriet, at kommunerne fremover skal hjælpe både forsikrede og ikke forsikrede ledige. Dermed bliver jobcentrene enstrengede, og de kan fremover arbejde uden dobbelt ledelse og dobbelt bureaukrati.
Målet med at samle jobcentrene under kommunerne er ifølge beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) at sikre den bedste og mest effektive hjælp til ledige, så de kan komme i arbejde.
Han har ønsket en kommunal forankring af jobcentrene, siden regeringen introducerede jobcentrene i sit forslag om en kommunalreform i 2004.
"Vi styrker nu beskæftigelsesindsatsen. Det er gode nyheder for de ledige, der fremover vil få endnu bedre hjælp. Og det er godt for samfundet, fordi en enklere struktur giver mulighed for at bruge ressourcerne bedre og dermed få flere i arbejde. Det betyder i sidste ende flere hænder til velfærd og service," siger Claus Hjort Frederiksen.
-Newspaq