Landets jobcentre skal oppe sig og være bedre til at skabe sig et overblik over, hvad der sker i det lokale erhvervsliv.
Sådan lød kritikken tidligere fredag fra beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V).
Men det gør de allerede, lyder det fra formanden for Foreningen af Kommunale Social-, Sundheds- og Arbejdsmarkedschefer Helle Linnet, der også udtaler sig på vegne af landets jobcentre.
- Jeg synes, at billedet er mere nuanceret end det, ministeren siger. Selvfølgelig vil vi hele tiden gerne medvirke til, at der bliver en bedre og en tættere dialog med virksomhederne, men det er faktisk noget, vi allerede har på dagsordenen, siger Helle Linnet til Avisen.dk.
Hun vil ikke afvise, at jobcentrene kan blive endnu bedre.
- Men det er faktisk noget, som vi har fokus på, og som vi arbejder utrolig meget med. Og når vi eksempelvis laver bekæftigelsesplaner, inviterer vi faktisk arbejdsgiverinstitutionerne med ind, så de kan medvirke og sige, hvor vi skal fokusere vores indsats, forklarer Helle Linnet.
Ønsker bedre muligheder for uddannelse
Jørn Neergaard Larsen mener, at jobcentrene bør lægge flere kræfter i at besøge lokale virksomheder, så de kan få viden om, hvilke typer medarbejdere, der snart går på pension og dermed hvilken type arbejdskraft, der bliver brug for at få uddannet i de kommende år.
Helle Linnet anerkender, at det ikke er altid, at jobcentrene kan sende relevant arbejdskraft i virksomhedernes retning.
- Men det er ikke altid, at der er et match mellem de ledige, vi har og dem, de efterspørger ude i virksomhederne, siger hun.
Hun efterlyser lovgivning, der blandt andet giver bedre adgang til uddannelser.
- Lovgivningsmæssigt ville vi få noget hjælp, hvis det var lidt lettere at få adgang til uddannelser, også de kompetencegivende uddannelser, siger Helle Linnet, der blandt andet peger på, at det for nogle ledige kan være en stor barriere, hvis der er alt for langt til en uddannelse.
- Hvis man måske via nogle takstmodeller kunne gøre det nemmere for uddannelsesinstitutionerne også at lave nogle uddannelstilbud i lokalområdet, som vi kan benytte os af, så vil vi meget gerne have det, lyder ønsket fra Helle Linnet.