Selvom regeringen har indgået aftale med op mod 23 private jobformidlere om at beskæftige ledige - så har næsten halvdelen af jobcentrene de seneste tre år kun brugt en eller højst to private jobfirmaer.
Det viser en opgørelse, som Magisterbladet har foretaget på portalen jobindsats.dk i løbet af perioden 2007 til 2009.
Lige op til sommerferien - i maj 2009 - havde over 4.000 ledige i 39 kommuner kun valgt mellem højst to private jobfirmaer.
Holstebro, Jammerbugt, Rebild, Struer og Vejen har kun brugt én anden aktør.
Men i loven om den aktive beskæftigelsesindsats står der ellers, at jobsøgeren skal kunne vælge mellem flere andre aktører, når jobcentrene skønner, at de er lige så effektive.
At jobcentrene ikke lever op til loven går især ud over akademikere, der har et meget begrænset valg af andre aktører - om nogen overhovedet - skriver Magisterbladet.
Kontorchef i Arbejdsmarkedsstyrelsen Stig Martin Nørgaard undstreger, at jobcentrene generelt anbefales at indgå aftaler med mere end ét privat jobfirma.
"Så har både jobcenteret og den ledige noget at vælge imellem. Men det er jobcenterets vurdering, hvilken aktør de mener, er bedst i en given situation," siger han.