Af Pernille Mainz, pema@avisen.dk
I januar åbnede 91 nye jobcentre dørene. De skulle give en bedre service end de tidligere Arbejdsformidlinger.
Men jobcentrene flopper. De ledige er stadig forvirrede, og tre ud af fire af dem har ikke fået tilbudt et eneste job i den seneste måned.
Det viser en undersøgelse fra LO, skriver ugebrevet A4 i dag.
Og af de ledige, der har været så heldige at blive præsenteret for et job, er det kun en fjerdedel af dem, der synes, at jobbet er relevant.
Undersøgelsen er endnu et bevis på, at jobcentrene har alvorlige startvanskeligheder.
For et halvt år siden lavede A4 nemlig samme undersøgelse, og også her sagde færre end hver femte ledige, at de fik hjælp med at finde job af centrene.
Ministerens ansvar
Chefkonsulent i Dansk Arbejdsgiverforening Jørgen Bang-Petersen kræver forbedringer med det samme.
»Der er et stort ledelsesmæssigt ansvar for, at det her bliver vendt meget markant. Det gælder ledelsen på allerhøjeste niveau hos beskæftigelsesministeren, og det gælder ledelsen i kommunerne. Det her skal vendes,« siger han til A4.
LO mener også, at det i sidste ende er beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksens (V) ansvar.
Ifølge organisationens sekretær Harald Børsting er situationen ved at være pinlig . Han mener, at forklaringen på, at det står så skidt til er, at der mangler flere hænder til at løfte opgaverne rundt omkring på jobcentrene.
Beskæftigelsesministeren har ikke haft tid til at sætte sig ind i undersøgelsen.
Men han mener, at det går meget bedre med centrene. Det viser tal fra hans eget system, er argumentet.