Fredag kom det frem, at Slagelse Kommune på et halvt år har fyret to chefer, som tilsammen fik halvandet års løn svarende til godt 1,5 millioner kroner. Den ene fik et års løn, mens den anden fik seks måneders løn.
I Odense Kommune er Hanne Sørud nu fortid som jobcenterchef, og noget tyder på, at afskedigelsen kom som en fyreseddel.
Hun fratræder sit job med øjeblikkelig virkning, og ifølge fratrædelsesvilkårene får Hanne Sørud løn og pension frem til og med den 1. april 2019. Det svarer til omkring en million kroner ifølge TV 2/Fyn.
Det oplyser direktør René Junker fra Odense Kommunes Beskæftigelses- og Socialforvaltning til tv-stationen:
- Vi er kommet til et tidspunkt, hvor vi mente, at der nu skal nye kræfter til. Med hele den omlægning i beskæftigelsesindsatsen, som vi har sat i gang, kræver det en anden profil, siger René Junker til TV 2/Fyn.
Ligesom Slagelse Kommune vil han ikke gå detaljer omkring fratrædelsen, da der er tale om en personalesag, men han vil gerne fortælle, hvad jobcentrets nye chef skal have af kompetencer:
- Den nye profil skal kunne navigere på politisk og strategisk niveau, samtidig med at vedkommende skal kunne styre driften og produktionen på mere praktisk niveau. Derudover er det vigtigt, at den nye profil holder fast i den nye retning, der er lagt, hvor vi går fra aktiveringsprojekter til målrettede samtaler med de ledige.
60-årige Hanne Sørud kom i 2006 til Odense Kommune som chef for borgerservice.
TV 2/Fyn har forgæves forsøgt, at få en kommentar til fyringen, men Hanne Sørud vil ikke udtale sig.