De danske præster begraver en lille smule af sig selv, hver gang de begraver et medlem af deres menighed.
En af konklusionerne fra en ny undersøgelse af det psykiske arbejdsmiljø i den danske folkekirke viser, at de erfarne præster bliver mere påvirket af deres arbejde, jo ældre de bliver.
Og præsternes forening lægger mærke til, at næsten hver fjerde præst med over 20 års anciennitet i høj grad føler, at deres arbejde er følelsesmæssigt belastende.
En af dem, der spærrer øjnene op, er Inge Lise Pedersen. Hun er formand for Folkekirkens arbejdsmiljøråd.
- Det er et meget, meget overraskende resultat for mig, siger hun. Jeg aner ikke hvorfor. Man skulle tro, at de første begravelser ville belaste mere end nummer 503. At man ville blive bedre til at håndtere det.
Hun efterlyser et bedre beredskab.
Det samme gør Jens Christian Bach Iversen. Han er præst, medlem af Den danske Præsteforenings Arbejdsmiljøråd og med i styregruppen bag undersøgelsen
- Grundtvig beskrev en præsts forhold til sin menighed som et ægteskab. Med dåb, bryllup og begravelser i samme familie forbinder præsten med menigheden. Det tærer naturligvis, når man begraver nære relationer.
Ifølge Jens Christian Bach Iversen kan folkekirkens fokus rettes et andet sted hen.
- Dette resultat giver anledning til at gøre tilbuddet om supervision mere integreret også hos de ældre præster, siger han
Undersøgelsen af det psykiske arbejdsmiljø viser, at yngre læger med lav anciennitet ikke bliver så påvirket.
- Det er mest yngre læger, der tager imod tilbuddene om supervision. Den bliver brugt som en slags arbejdsvejledning for de nye. Men præster med flere år på bagen kan åbenlyst også have brug for supervision, så tæringen ikke bliver så stærk, at præsten ikke længere kan udføre sit krisearbejde godt nok, siger Jens Christian Bach Iversen.
Han henviser blandt andet til Norge, hvor supervision er en fast del af præsternes job.
Men selv om der er problemstillinger, som kirkens instanser skal snakke om efter sommerferien, kan man ikke tage den følelsesmæssige påvirkning ud af præsternes arbejde.
- Den hårde hud på sjælen er ikke noget mål. Vi udfører et vigtigt arbejde, og man hverken kan eller skal pille belastningerne ud, men vi kan godt blive bedre til at håndtere dem, siger Jens Christian Bach Iversen.
Inge Lise Pedersen beskriver en situation, hvor præstegerningen stadig kan være et kald, hvor det kan være svært at sige nej.
- Jobbet er blevet beskrevet som principielt grænseløst. At præsten skal rykke ud i al slags vejr. Der er altid en Maren i kæret, der har brug for hjælp.