Hold godt fast i dit nuværende arbejde, hvis du vil undgå at blive fattig.
200.000 mennesker, hvis man ser bort fra de studerende, er nu økonomisk fattige målt i forhold til resten af befolkningen, viser de nyeste tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Det er en stigning på knap 30.000 på et år og dermed den største årlige vækst i antallet af fattige i nyere tid. De fattige er typisk på overførselsindkomst.
Kun godt to procent af de fattige er i arbejde.
"Blandt de fuldtidsbeskæftigelse er der næsten ingen fattige. Og de beskæftigede, der er fattige, er typisk selvstændige for eksempel en pizzaejer på Nørrebrogade," siger chefanalytiker Jonas Schytz Juul fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd til Newspaq.
Han peger på, at de høje danske lønninger holder hånden under lønmodtagerne.
"På lang sigt er det afgørende, at folk kommer i beskæftigelse. Det vil holde dem permanent ude af fattigdom. Det kan man gøre ved at investere i den enkelte familie i form af uddannelse eller jobtilskud," siger Jonas Schytz Juul.
I Danmark defineres man som 'fattig', hvis man tjener mindre end halvdelen af den gennemsnitlige indkomst i samfundet, hvilket svarer til 8.400 kroner om måneden efter skat.
Ifølge tallene er der siden 2001 blevet 50 procent flere fattige. Det skyldes ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, at den borgerlige regering har nedsat de sociale ydelser og indført blandt andet kontanthjælpsloft og starthjælp.
Tallene for 2010 er en fremskrivning af de nyeste tal fra 2007.