Hun har været gift et par gange og er uddannet både sexolog og parterapeut, så Joan Ørting ved nok, hvad hun taler om - både i og uden for sengen.
Derfor er Joan Ørting også sikker på, at hun har fundet opskriften på kærligheden med Rune Ørum, som nu har tre år på bagen.
Parret bor på skift på hendes bondegård på Langeland, i hans lejlighed på Østerbro eller i hendes hus på Christianshavn.
Og sådan skal det fortsætte med at være, forklarer Joan Ørting til eb.dk.
- Det er en fordel ikke at bo sammen. Det finder man ud af, når man bliver lidt ældre, og man har prøvet det nogle gange. Så finder man ud af: 'Gud, hvor er det dejligt også at have nogle dage alene,' siger hun til avisen og fortsætter.
- Når vi er sammen, så er vi jo sammen om alt. Så gør vi det hele med hinanden. Så får vi jo ikke lavet vores eget. Så tager vi lige tre dage hver for sig, og så skynder vi os at lave vores eget for at mødes igen, fortæller Joan Ørting.
Den kendte sexolog har heller ingen planer om at blive gift med kæresten.
Det har hun allerede prøvet to gange og det virkede ikke, som hun forklarer det til mediet.