Af Mia L. Christensen og Marie Kristensen
mich@avisen.dk makr@avisen.dk
Det er endnu ikke ganske vist, men alligevel temmelig
sikkert. Joachim har for alvor erklæret sin kærlighed til franske Marie
Cavallier, og et andengangsbryllup venter rundt om hjørnet. Det er blevet slået
fast af de kulørte ugeblade, efter Joachim i påsken havde taget Marie med til
påskefrokost hos mor og far på Marselisborg Slot i Århus.
- Det er ikke kutyme, at prinserne præsenterer en kæreste
for Dronningen medmindre, der er tale om noget seriøst. Og vi på BilledBladet
fik af vide fra Prins Henrik, at det ikke var første gang, de mødte hende,
fortæller Anna Johannesen fra BilledBladet, der har fulgt Kongehuset tæt i
mange år. Hun var også den første, der interviewede Marie Cavallier i marts
sidste år.
- Hun er sød, kvik og veluddannet. Og så matcher hun Joachim
godt. Hun er meget sporty og god til at stå på ski, siger Anna Johannesen, der
spår, at brylluppet kommer til at stå til foråret.
- Først skal Kronprinsparret have en lille ny til maj,
dernæst skal der være stor barnedåb. Så jeg tror, der kommer en forlovelse til
efteråret og bryllup til foråret, siger Anna Johannesen.
Skal tænke sig om
Historiker og kongehusekspert Jon Bloch Skipper mener, at et
bryllup er en god idé.
- Jeg tror, de gør klogt i at gifte sig. De fleste danskere
opfatter jo deres forhold som et officielt forhold, og det billede har de selv
været med til at underbygge. Her tænker jeg specielt på de opstillede
fotoseancer fra deres skiferie, hvor også Felix og Nikolai var med, siger Jon
Bloch Skipper, der også mener, at Joachim skal være helt sikker.
- Spørgsmålet er, om det holder, eller om vi får endnu en
svingdørskongelig. Joachim skal virkelig tænke sig om, for han har nok ikke råd
til at træde ved siden af endnu engang, mener Jon Bloch Skipper.