Med store smil og en sovende baby svøbt i et gråt tæppe mødte prinsesse Marie og prins Joachim i dag pressen og nysgerrige danskere, da de forlod Rigshospitalet for at tage hjem til Amalienborg.
I en regn af knipsende kameraer vinkede det glade forældrepar til de mange forsamlede. Og spørgsmålene føg om ørene på de royale.
Hvordan føles det at blive mor?, lød et af dem.
"Det tror jeg, I kan se, hvordan moren stråler her, så det kan I se taler for sig selv," lød svaret fra prins Joachim, mens prinsesse Marie uddybende fortalte, at den lille nye prins skal tale to sprog. Her må det formodes, at prinsen, hvis navn vi endnu ikke kender, kommer til at blive flydende i minimum fransk og dansk.
Den nye prins kom til verdenen i mandags. Da han blev født vejede han lige over tre kilo og var 49 cm lang.
Prinsen, der er Joachims tredje søn, kommer til at bo med sin mor og far på Schackenborg Slot i Møgeltønder.