Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har tidligere fortalt, at han ikke længere vil køre med Uber, og tirsdag var han klar med et budskab til den omstridte kørselstjeneste: Følg vores nye regler eller forsvind.
Men partikollegaen Joachim B. Olsen er dog stadig en trofast Uber-kunde, siger LA-finansordføreren til Ekstra Bladet:
- Jeg har tænkt mig at fortsætte med at køre med Uber som passager, siger Joachim B. Olsen til Ekstra Bladet.
Regeringens nye udspil slår fast, at man ”ikke vil lovliggøre Uber, sådan som Uber kører i dag.” Da Joachim B. Olsen bliver spurgt, hvorfor han ikke venter på, at Uber tilpasser sig de kommende regler, svarer han:
- Det er jo ikke ulovligt at være passager i en Uber. Derudover så er der nu et godt forslag til en ny regulering, som jeg forholder mig til som et medlem af Liberal Alliance, siger Joachim B. Olsen.
Han slår desuden fast, at han ikke er bundet af, hvad regeringen gør.
Tirsdag gjorde Ole Birk Olesen det klart, at regeringen vil lempe en række krav til taxibranchen, men ikke slippe den totalt fri.
- Man skal kunne konkurrere om kunderne på pris og kvalitet. Vi skærper kravene betydeligt, så det bliver sværere at snyde i skat. Der indføres en indberetningspligt i taxibranchen, siger transportminister Ole Birk Olesen (LA) ifølge Ritzau.
- Fremover skal Uber dele oplysninger om kørslerne med de danske skattemyndigheder. Ud over det skal chaufførerne leve op til krav, siger Ole Birk Olesen.
Han mener, at Uber kan tilpasse sig de nye danske regler, som regeringen skal forhandle med oppositionen.