Joachim B. i hård kritik af SFs fagforenings-udspil: Handler om at hjælpe vennerne
- Vi kan ikke støtte forslaget, erklærede Joachim B. Olsen (tv.) i Folketinget om forslaget fra Karsten Hønge (th.) og SF, der ønsker at sætte en stopper for skattefradrag for kontingent til gule fagforeninger. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix
Føj, siger Liberal Alliances beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen om SFs forslag om at stoppe fradragsret for kontingent til gule fagforeninger.

Det handler om at hjælpe vennerne, når SF ønsker at sætte en stopper for skattefradrag for kontingent til gule fagforeninger. 

Så klar var beskeden fra Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, Joachim B. Olsen, da han torsdag afviste et forslag fra SF om, at det kun skal være muligt at få skattefradrag for kontingent til fagforeninger, der er gode til at få overenskomster i hus. 

- Det her er et klassisk eksempel på, at man forsøger at skaffe økonomisk gevinst til vennerne betalt af alle andre mennesker. Skide være med at forslaget ikke gøre Danmark rigere og ikke skaber nogen merværdi. Føj. Vi kan ikke støtte forslaget, erklærede Joachim B. Olsen fra Folketingets talerstol torsdag.

Kun Enhedslisten støttede SFs forslag om, at nye betingelser skal være opfyldt, før skattefradraget er hjemme for fagforeningsmedlemmerne. Ifølge forslaget skal fagforeninger have indgået overenskomst for minimum 25 procent af medlemmerne, eller også skal fagforeningen være medlem af en hovedorganisation, hvorunder der samlet er tegnet overenskomster for mindst 25 procent af medlemmerne.

Kravene vil ifølge SF betyde, at medlemmer af gule fagforeninger som eksempelvis Krifa og Det Faglige Hus ikke længere vil kunne trække fagforeningskontingenter på op til 6.000 kroner fra på årsopgørelsen.

SF ønsker også at øge fradraget for kontingenter til fagforeninger, der har indgået overenskomst for mindst 25 procent af medlemmerne eller er medlem af en hovedorganisation, hvorunder der samlet er indgået overenskomst for mindst 25 procent af medlemmerne.

Joachim B. Olsen betegnede SF-udspillet som en gaveuddeling til venner på et tidspunkt, hvor valget nærmer sig:

- Rettigheder til tidlig tilbagetrækning til vennerne i 3F og FOA betalt af højere skat af alle dem, der ikke vil kunne benytte den rettighed. Højere fradrag for fagforeningskontingenter, men kun til for de fagforeninger, som venstrefløjen kan lide. Sjovt nok er der et sammenfald mellem dem og de fagforeninger, som støtter venstrefløjen økonomisk, erklærede LA-ordføreren.

Også Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Radikale og Alternativet vendte tommelen nedad for SFs forslag. Socialdemokratiets beskæftigelsesordfører Leif Lahn Jensen ville hverken stemme for eller imod, men hellere fortsætte debatten med arbejdsmarkedets parter.

SFs beskæftigelsesordfører, Karsten Hønge, fastholdt under debatten, at der kun skal være skattefradrag for kontingent til faglige organisationer, som indgår overenskomster i et vist omfang, og som i SF'erens optik dermed udfører 'samfundsnyttigt arbejde.' 

- Noget for noget, sagde Karsten Hønge.