Danmark vil nu definitivt være repræsenteret ved OL i Beijing 2008. Danmarks Idræts-Forbund (DIF) har netop udtaget kuglestøderen Joachim B. Olsen og spydkasteren Christina Scherwin til sommerlegene i Kina.
Begge atletikudøvere har klaret både de danske og de internationale kvalifikationskrav. Joachim B. Olsen har således kastet kuglen ud på 20,21 meter, som er 21 centimeter mere end det
danske kvalifikationskrav, mens Scherwin har kastet sit spyd ud på 59,94
meter, hviklet er mere end rigeligt til at opfylde kravet på 59,50 meter.
De to atletikudøvere har kvalificeret sig på baggrund af personlige
resultater og dermed opnået personlige pladser.
I andre idrætsgrene er
der tale om nationspladser, det vil sige at en udøver har vundet retten for
Danmark til at stille med en udøver, hvorefter en intern konkurrence
blandt de danske udøvere afgør, hvem der skal til OL. I øjeblikket har
Danmark opnået nationspladser i bueskydning, skydning, svømning og
sejlsport.