En af de mest glødende forsvarere og tilhængere af Uber har været Liberal Alliances Joachim B. Olsen. Han fortryder intet og har ikke røde ører, selv om landets højeste retsinstans torsdag har afgjort, at det er ulovligt at køre som Uber-chauffør i Danmark.
Det skriver Fagbladet 3F.
Joacim B. Olsen har blandt rost Ubers koncept i høje toner for at være fantastisk. Og har tordnet mod dem, der har været kritiske overfor, at Uber ikke overholdt spillereglerne på det danske arbejdsmarked og brød taxilovgivningen.
- Jeg fortryder ikke det mindste af min støtte til Uber. Ikke et ord. Det er simpelthen lovgivningen, den er gal med, siger han til Fagbladet 3F og fortsætter:
- En god lov betyder, at gevinsterne er større end omkostningerne. Men med Uber lukkede lovgivningen ned for innovation, ny teknologi, øget produktivitet og øget konkurrence i stedet for at indkassere den samfundsmæssige gevinst. Så den er gal med lovgivningen, siger han.
Højesteret stadfæstede tidligere idag domme fra både by- og landsretten, hvor fire tidligere Uber-chauffører, blev idømt bøder på tilsammen knap 700.000 kroner for ulovlig kørsel og overtrædelse af taxilovgivningen. Men det gør ikke indtryk.
- Jeg er ikke overrasket over dommen. Men nu bliver almindelige borgere så straffet, og det, synes jeg, er et problem, siger han.
Skulle der dukke en tjeneste op med et Uber-lignende koncept, kan tjenesten regne med hans fulde støtte.
- Jeg vil til enhver tid forsvare mine synspunkter og støtte et lignende foretagende, siger han.
Direktør i Dansk Taxiråd Trine Wollenberg kalder det “enormt uheldigt”, at fremtrædende politikere har forsvaret Uber og opfordret til at bruge dem.
- Det er et helt forkert signal at sende. Især til Uber-chaufførerne, der jo så kan tro, at alt er i orden, når en lovgiver siger sådan, pointerer hun.
Heller ikke formand for 3F’s Transportgruppe Jan Villadsen er imponeret.
- Der bør sidde nogle politikere med højrøde ører efter højesteretsdommen. Især Joachim B. Olsen, der fra starten har været den mest ihærdige forsvarer af Ubers ulovligheder, siger Jan Villadsen.
Den konservative politiker og nuværende erhvervsminister, Rasmus Jarlov, var en anden ivrig fortaler for Ubers plads på det danske arbejdsmarked, da taxatjenesten kørte i Danmark.
Jarlov skrev tweets og flere glødende debatindlæg i aviserne og brugte selv tjenesten flittigt.
Fagbladet 3F forsøger at få en kommentar fra Rasmus Jarlov på, at den tjeneste han brugte, nu er dømt ulovlig i tre forskellige retsinstanser i Danmark.
Fagbladet 3F