Når danske firmaer bruger "postkasseselskaber" i Polen til at hente billig arbejdskraft fra lande som Filippinerne, er det udtryk for et hul i lovgivningen, der skal stoppes med det samme.
Sådan lyder det Joachim B. Olsen, medlem af Beskæftigelsesudvalget for Liberal Alliance, under en hastedebat i Folketinget onsdag eftermiddag.
- Vi synes, det er rigtig fint, at der kommer folk fra lande som USA, Australien og Kina til Danmark og arbejder, men vi skal sikre, at det sker ad fordøren og ikke via en finte, hvor man udnytter andre EU-landes regler på området, uddyber Joachim B. Olsen til Avisen.dk.
- Det er problematisk, og det skal vi have stoppet, tilføjer han.
Under debatten drøftede han og en lang række folketingsmedlemmer konsekvenserne af Fagbladet 3F's afsløringer af kummerlige arbejdsforhold for filippinske chauffører i firmaet Kurt Beier Transport.
Minister: Beskæmmende
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) og transportminister Ole Birk Olesen har efter hasteforespørgslen varslet et møde med fagforbundet 3F.
Her skal man drøfte, hvordan man kan undgå sager som den med Kurt Beier Transport i fremtiden.
Beskæftigelsesministeren betegner slumlejr-sagen i Padborg som ”beskæmmende”.
- Beskæmmende fordi den udspringer af en sag, hvor vi ser udenlandske chauffører leve under en standard, som er helt uacceptabel efter danske forhold, siger Troels Lund Poulsen ifølge DR Nyheder.
- Det er aldeles kritisabelt, at nogle virksomheder har det som forretningsmodel at spekulere i reglerne om fri bevægelighed, tilføjer ministeren.
Fagbevægelsen er klog
Ifølge Joachim B. Olsen er det dog fortsat fagbevægelsen og ikke myndighedernes opgave at sikre, at løn- og arbejdsvilkår i transportbranchen er i orden.
- Jeg tror den danske fagbevægelse er klog, og jeg tror godt, at den ved, at der er klart større fordele for lønmodtagerne ved at lade arbejdsmarkedet bestemme og styre løn og arbejdsvilkår, siger Joachim B. Olsen.
Han mener dog, at politiet skal skride ind overfor sager som den i Padborg, hvor der er mistanke om brud på loven.