Joachim Andersen er historiens dyreste danske fodboldspiller
Joachim Andersen har skrevet under på en femårig aftale med den franske klub Lyon, hvor han skifter til fra italienske Sampdoria. (Foto: Philippe Desmazes/Ritzau Scanpix)
Lyon betaler 224 millioner kroner for Andersen, som bliver den dyreste danske fodboldspiller nogensinde.

Lyon har haft de store sedler oppe af lommen for at hente danske Joachim Andersen til fransk fodbold.

Klubben har betalt 30 millioner euro, svarende til 224 millioner danske kroner, for forsvarsspilleren, der kommer til fra italienske Sampdoria.

Det bekræfter Joachim Andersens medierådgiver, Morten Crone Sejersbøl, over for Ritzau og flere andre danske medier.

Ifølge italienske medier sagde Sampdorias præsident, Massimo Ferrero, også i sidste uge, at danskeren kostede 24 millioner euro plus 6 millioner euro i mulige bonusser.

Selve prædikatet som den dyreste danske fodboldspiller er dog ikke noget, som 23-årige Joachim Andersen tænker yderligere over.

- Det er da en meget sjov rekord at have, når man ser tilbage på det efter min karriere. Men det er noget klubberne forholder sig til, hvad jeg skal koste. Det har ikke noget med mig at gøre.

- Jeg ser det som et skulderklap, at folk vil betale den slags penge for mig, men jeg tænker egentlig bare på mit eget spil og ser Lyon som den klub, hvor jeg kan udvikle mig allerbedst og blive den bedste spiller, siger han.

Andre italienske klubber samt engelske klubber har angiveligt vist interesse for Joachim Andersen, som altså endte med at skifte til Lyon.

Joachim Andersen har ikke lyst til at fortælle mere konkret om den interesse, der har været for ham. Men han bekræfter, at han blandt andet har snakket med Premier League-klubben Tottenham.

Jannik Vestergaard blev sidste år den hidtil dyreste dansker, da han blev solgt fra tyske Borussia Mönchengladbach til engelske Southampton.

Ved den lejlighed sagde forsvarsspilleren selv til B.T., at han kostede 25 millioner euro, hvilket svarede til tæt på 190 millioner kroner.

/ritzau/

via Listen To News