- Hvis der er en ting her i verden, jeg ikke bryder mig om, så er det mobning. Jeg hader, når folk bliver udsat for ondskabsfuldheder. Og det her valg er et fint eksempel på, at vi har et dansk parti, som jeg synes, bliver mobbet ganske uretfærdigt, Dansk Folkeparti.
Sådan lyder det fra en morgenfrisk Jim Lyngvild, der med bar overkrop og stadig liggende i sin seng, giver danskerne en verbal opsang.
Det er ingen nyhed, at Jim Lyngvild og Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard er gode venner. Men ifølge den selvbestaltede modeekspert har de to indtil nu holdt politik og venskab adskilt.
Men det er ifølge Jim Lyngvild slut. Denne gang vil han nemlig sætte sit kryds ved det parti, Pia Kjærsgaard tidligere var formand for.
Vi kan ikke give til højre og venstre
- Det gør jeg selvfølgelig fordi, jeg synes, de har nogle gode holdninger. Men også fordi, jeg er så rasende over, at man mobber andre mennesker, siger han og uddyber, at han mener, at især Venstrefløjen fremstiller Dansk Folkeparti - og dem, der stemmer på dem - som onde mennesker.
- Det er så vulgært, siger han og tilføjer:
- Når et fly er ved at styrte ned, hvem skal man så redde? Dig selv eller dit barn? Du er nødt til at redde dig selv først, for ellers kan du ikke redde dit barn. Sådan er det også med Danmark. Hvis vi begynder at dele ud til højre og venstre, mister vi Danmark og danskheden, fastslår han.
OK... Her er hemmeligheden... Jeg stemmer DF til valget - fordi jeg er et godt og kærligt menneske, der gerne vil Danmark - også om 50 år!
Posted by Jim Lyngvild on 29. maj 2015
Støtten - der næppe er overraskende - er blevet delt af Pia Kjærsgaard, der også takker sin ven. Og på politikerens Facebookvæg er der stort set kun rosende ord til modeeksperten.
- Godt set og god analyse, skriver en, mens en anden skriver.
- Ja desværre ligger det jo sådan, at man næsten er nødt til først at se, om man har råd til livvagter, inden man fortæller offentligt, at man vil stemme på Dansk folkeparti.