Den traditionsrige norske fodboldklub Rosenborg BK sælger den danske forsvarsspiller Jim Larsen til belgiske Club Brügge. Det oplyser Rosenborg på dens hjemmeside.
Den 26-årige Jim Larsen har dermed spillet sin sidste kamp for nordmændene, som købte danskeren i Silkeborg IF.
- Vi takker Jim for hans indsats i Rosenborg-trøjen og ønsker ham held og lykke videre i karrieren, siger sportslig leder Erik Hoftun til hjemmesiden.
Og forhandlingerne mellem de to klubber har været hårde.
- Selv om vi har en god dækning på midterforsvars-pladserne for tiden, så har Jim været en af nøglespillerne på holdet, og der måtte et godt tilbud på bordet, før vi lod os overtale til et salg, siger Hoftun.
Jim Larsen nåede at spille 49 kampe og score otte mål for nordmændene. I Belgien kommer han til at spille sammen med den danske landsholdsspiller Niki Zimling.
/ritzau/