Gennem døråbningen strømmer musikken fra det nye album. Endnu er ruderne dækket med hvidt papir, for det er først på torsdag, at Jette Torp Shop åbner.
Indenfor lægger den århusianske sangerinde en sidste hånd på indretningen, der hovedsagelig består af rekvisitter fra det seneste album. På gulvet bag hende står en gine med en kjole lavet af røde ledninger, og på hylden ovenover står den seneste cd klar til salg.
Jette Torp har ét klart formål med butikken ved åen – at sælge sin nye cd, MikrofonSangerinde , som udkom for 14 dage siden.
»Jeg har selv udgivet pladen, selv skrevet tekst og musik, og derfor vil jeg også gerne gå mine egne veje, når jeg gør barnet synligt,« siger Jette Torp.
Idéen opstod, da sangerinden ledte efter et alternativ til tv-reklamerne, som hun ikke ville bruge til at sælge sin musik.
»Jeg tænkte, hvad jeg så kunne gøre, så det virkede bedst muligt. Derved opstod idéen med et musikgalleri. Det er lavet ud fra samme tese som et billedgalleri, hvor folk kan komme og se billedkunst,« siger hun og tilføjer, at det ikke handler om at omgå pladeselskaberne.
»Men det er et hint til pladeselskaberne, der er lidt konservative i deres promovering.«
Tænk kreativt
I butikken ved åen kan interesserede komme og lytte til musikken, få en snak med Jette Torp, se hende synge og spille og selvfølgelig købe pladen.
Og netop det med at tænke kreativt efterlyser den århusianske sangerinde også hos andre kunstnere.
»Vi har forsømt at tage os selv alvorligt nok. Vi skal tænke mere kreativt. Og det her giver folk en anden oplevelse end i en pladebutik, hvor man også risikerer, at ens cd ligger på den nederste hylde i butikkerne og bliver overset,« siger Jette Torp, der selv står bag disken.
»Men det er kun for en periode på halvanden måned. Så lukker jeg igen. Så må vi se, om min promovering har virket,« siger Jette Torp.