Jesus havde en søn, der hed Judah, og han blev begravet ved siden af Maria Magdalena i en familiegrav i Jerusalem. Den påstand forsøger den prisbelønnede Hollywood-instruktør James Cameron at bevise i en ny dokumentarfilm, skriver BBC.
I filmen ’Jesus’ Forsvundne Grav’ undersøges et gravsted i Jerusalem, der ved et tilfælde blev opdaget under et byggearbejde i 1980. I gravstedet lå en række kister med navnene Maria, Matthæus, Jesus søn af Josef, Maria, Jofa (Jesus’ bror) og Judah søn af Jesus.
Med dna-analyser og statistiske beregninger forsøger Cameron at bevise, at gravstedet var Jesus’ sidste hvilested – og at han ikke genopstod, som der står i biblen.
Den israelske arkæolog Amor Kloner, der undersøgte graven som en af de første i 1980, tror dog ikke på Camerons konklusion.
»Jeg accepterer ikke nyheden om, at den blev brugt af Jesus eller hans familie. Filmmagerne bruger det bare til at sælge deres film,« siger Kloner til BBC.
Selv er Cameron overbevist om, at hans dokumentarfilm beviser, at en af kristendommens grundpiller er løgn.
»Vi har gjort vores hjemmearbejde. Vi har argumenteret for vores sag. Lad debatten begynde,« skriver Cameron i en pressemeddelelse.