Esbjergs træner Jess Thorup har givet klubben den perfekte afsked, inden han forlader jobbet for at blive U/21-landstræner efter denne sæson.
Esbjerg vandt torsdagens pokalfinale med 1-0 over Randers FC, og i Superligaen er tilværelsen reddet tre spillerunder før tid.
- Det var vel drømmescenariet. Vi har været under pres fra sæsonstart i forhold til overlevelse som oprykker. Det klarede vi, selv om vi fik en katastrofal sæsonstart, siger Jess Thorup.
- Nu står vi her tre runder før tid og har sikret os overlevelse. Havde man spurgt for en måned siden, så var der nok mange i Esbjerg-organisationen, der havde tænkt, at vi kunne havde været pokalen foruden.
- Den ville tage alt for meget fokus. Men nu fik vi titlen med hjem, og vi skal ud at spille i Europa. Og vi har allerede sikret os overlevelse, så det er endt med at blive en fantastisk sæson i Esbjerg, mener Thorup.
Det var Esbjergs kantspiller Youssef Toutouh, som scorede det afgørende mål i finalen, og han fik ros efter kampen.
- Vores tro på tingene blev afgørende, og vi havde spillerne, der kunne afgøre kampen i felterne både offensivt og defensivt, forklarer Thorup.
Esbjerg havde før finalen ikke vundet en titel siden 1976, hvor det også blev til en pokaltriumf. Så Thorup var ekstra opsat - især mellem de to halvlege.
- Jeg sagde til dem i pausen: Nu har I været rundt og hilse på fansene og set kulisserne og spiller i Parken. Prøv at hør, vi ved ikke, hvornår vi kommer her igen. Det er 34 år siden (DM-guld, red.), at Esbjerg hentede en titel til klubben.
- Nu er det tiden til, at I går ud og spiller fodbold. Slip nu den håndbremse og gå ud og spil. Og det gjorde de, siger Thorup.
Esbjerg kan med pokaltitlen se frem til europæiske kampe i næste sæson, hvor holdet træder ind i Europa League-kvalifikationen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.