Landets kommuner skal lettere kunne lave en tvangsundersøgelse af familier, hvis de har mistanke om, at børn bliver svigtet eller misbrugt af deres forældre, mener velfærdsminister Karen Jespersen (V).
Som loven er nu, kan kommunerne kun lave undersøgelsen mod forældrenes vilje, hvis der er åbenbar risiko for alvorlig skade på et barns sundhed eller udvikling.
- Jeg er meget åben overfor at se på loven, så der ikke skal være tale om en åbenbar risiko, men i stedet om en begrundet mistanke fra kommunens side, siger Karen Jespersen.
Vækker glæde
Og det vækker stor begejstring hos Børns Vilkår.
- Vi ser en tendens til, at kommunerne med loven i hånden forsøger at lave et samarbejde med forældrene i en situation, hvor barnet har bedst af at blive fjernet. Hensynet til forældrene må ikke veje så meget i loven, at det går ud over barnets tarv, siger formanden Peter Albæk.