Direktøren i Danmarks Cykle Union, Jesper Worre, mener, at CSC Saxo Bank-chefen Bjarne Riis har tilsidesat god moral i sin håndtering af sagen omkring cykelrytteren Fränk Schleck.
I 2006 overførte han omkring 50.000 kroner til dopinglægen Eufemiano Fuentes.
"Det er uforståeligt, at Fränk Schleck ikke er blevet fyret, da det kom frem, at han af egen drift havde overført de penge til Eufemiano Fuentes," siger Worre til Berlingske Tidende.
"Jeg havde fyret ham på stedet, hvis jeg havde været i Bjarne Riis' position. Lige meget hvor meget man vender og drejer den sag, er det svært at forstå logikken i det. Hans forklaring om de overførte penge er ganske enkelt tåbelig og usammenhængende," siger Jesper Worre.
Fränk Schleck påstår, at beløbet skulle betale for et trænings program.
Ifølge Worre har Riis tænk mere på gode resultater end på kampen mod doping.
"Desværre virker det som om, at Bjarne og holdet tænker mere på, hvordan ikke mindst Andy Schleck (Fränks lillebror, red.) er en guldfugl, man endelig ikke må miste. De har skelet mere til resultater end god etik," siger Jesper Worre.