- Jeg håbede jo, at han brændte, for jeg ville jo også gerne selv nå at score.
Sådan lød det ikke særligt sandsynlige svar på, hvad der gik gennem Jesper Jensens hoved, da holdkammeraten Lars Christiansen gik hen for tage det afgørende straffekast i semifinalen mod Tyskland lørdag aften, som Danmark vandt 26-25.
- Nej, det var virkelig klasse - høj, høj, høj klasse, tilføjede Jesper Jensen til TV 2.
Lasse Boesen kaldte det fortjent, at Danmark nu er i finalen.
- Tyskland er altså et godt hold. Deres målmand står rigtigt godt. Det er to værdige semifinalister, og til sidst har vi overtaget, og jeg synes, at der er lidt fortjent, at vi vinder kampen, sagde Lasse Boesen efter kampen.
- Vi holder tålmodigheden og går ikke i panik. Vi holder konceptet – og det viser stor klasse efter min mening. Nu må vi se om vi kan fuldende drømmen.