Måske kommer vi til at se moonwalk og hvide handsker, når X Factor-deltagerne i aften skal give den gas i lyset af Michael Jackson - alle skal nemlig synge en Jackson-sang.
Men selvom 15-årige Jesper glæder sig, så indrømmer han over for Newspaq, at han ikke er fuldstændig besat af popkongen.
"Jeg elsker hans musik, men jeg er ikke en af de største fans," siger han.
Jesper, der uden problemer er strøget videre i sangkonkurrencen, går i aften på scenen med sin egen version af 'Say say say', som er en duet mellem Michael Jackson og Poul McCartney fra 1981.
Og den unge pigehjerte-knuser synes da også, at Jackson, der døde sidste år, var "vildt cool".
"Hele hans image var helt vildt. Hans tøjstil, udstråling, dans," siger Remees yngste deltager, mens han selv sidder i trendy lilla t-shirt med matchende sko og huller i cowboybukserne, da Newspaq møder ham.
Også 16-årige Tine glæder sig til at skulle fremføre en Michael Jackson-sang; hun har valgt at synge 'Earth Song'.
"Det bliver så fedt. Jeg elsker den sang. Men der er naturligvis meget at leve op til, og man vil jo ikke bare lave en efterligning," siger hun til Newspaq.
Om der bliver Jackson-efterligninger eller originale versioner må vi vente med at se til i aften.