Samtidig med at Jesper Grønkjær sidste onsdag spillede comback-kamp for FCK efter en længere skadespause, blev fodboldspillerens hjem tømt for værdier.
Det skriver BT tirsdag. Ifølge avisen blev der fjernet værdier for en formue i villaen i Hellerup, som Jesper Grønkjær købte kort efter, at han var vendt hjem til dansk fodbold.
»Jeg kan bekræfte, at der har været et indbrud på den pågældende vej onsdag 8. oktober i tidsrummet mellem kl 16.45 og 23.45,« siger vicekriminalinspektør ved Gentofte Politi, Uffe Stormly til avisen.
Selv ønsker Jesper Grønkjær ikke at udtale sig om sagen.
Jesper Grønkjær havde ikke spillet det meste af efteråret på grund af en lyskeskade, men sidste onsdag vendte han under stor mediebevågenhed tilbage i FCKs pokalkamp mod Esbjerg. Den viden benyttede indbrudstyve til at bryde ind i fodboldspillerens forladte hjem.