Jes Dorph-Petersen vender tilbage på tv-skærmen. Den tidligere TV2-profil får sit eget program på dk4.
Det fortæller han i et opslag på Facebook:
- Med stor glæde kan jeg fortælle, at jeg i denne uge vender tilbage som tv-vært med en række udsendelser om min egen allerstørste passion. Nemlig om fodbold. Jeg skal være vært på 18 interviewprogrammer, som du kan se på dk4, skriver Jes Dorph-Petersen om programserien, der hedder ”VI ELSKER FODBOLD”.
Programserien på dk4 har premiere på fredag den 9. februar.
Jes Dorph-Petersen stoppede i 2021 som vært på TV 2, efter at han i en dokumentar blev anklaget for seksuelle krænkelser af to tidligere praktikanter.
Jes Dorphs nye arbejdsgiver siger ifølge Ekstra Bladet i en pressemeddelelse, at man er klar over anklagen mod Jes Dorph-Petersen.
- Men vi konstaterer også, at Jes Dorph-Petersen ikke er dømt for noget, og at han afviser helt centrale dele af anklagerne, siger Steen Andersen, kommunikationsdirektør på dk4.
- Jeg glæder mig helt vildt til at lave fjernsyn igen - efter en lang og ganske ufrivillig pause, skriver Jes Dorph-Petersen i opslaget.
Jes Dorph-Petersen var i en periode på cirka tre år fra 2011 til 2014 vært på Viasats Champions League-dækning.