62-årige Jes Dorph-Petersen står foran premiere på sin helt egen podcast.
Det er Her og Nu, som bringer nyheden bredt ud.
Jes Dorph-Petersens kommende podcast-kollega, kommunikationsrådgiver Anna Thygesen, var dog først med nyheden, da hun i sin og lektor i krisekommunikation, Lasse Laursens, podcast “Ugens krise” fortalte om podcasten.
Ifølge Anna Thygesen udkommer Jes Dorph-Petersens podcast på Bauer Media, og der vil være premiere midt i september.
Premieren ligger således før den meget omtalte dokumentar om #Metoo-sagerne på TV 2 bliver sendt.
Det er snart et år siden, at netop TV2-leverandøren Nordisk Film TV opsagde samarbejdet med den mangeårige tv-vært. Det skete efter en intern undersøgelse om sexisme og sexchikane på TV 2.
Her og Nu har forsøgt, at få en uddybende kommentar fra både Bauer Media og Jes Dorph-Petersen om podcasten. Det er dog lykkes at få en afværgende kommentar fra hovedpersonen.
- Jeg kan ikke kommentere forlydender om, at jeg er ved at lave en podcast. Men jeg vil gerne på det kraftigste afvise, at jeg planlægger en podcastserie, som handler om #metoo. Det er noget vrøvl simpelthen, siger Jes Dorph-Petersen til Her og Nu.