Det vil med garanti dele vandene, men sikkert er det. Jes Dorph-Petersen vender tilbage i rollen som vært.
Denne gang dog uden billede, men med masser af lyd.
I samarbejde med Bauer Media lancerer Jes Dorph-Petersen nu podcasten ”'Dorph”, hvor han selv skal være vært.
Det fortæller Jes Dorph-Petersen til Ekstra Bladet.
- Jeg kan godt lide at sige, at ”Dorph” er et slags uformelt talkshow eller en samtale-podcast, hvor jeg kan være mig selv, og hvor jeg kan spørge om alt det, der falder mig ind, siger han til avisen.
Han understreger, at podcasten ikke kommer til at handle om ”Mee Too”, men vil byde på gode snakke med mennesker, han har mødt igennem sin lange tv-karriere.
Både kendte og ukendte.
- Jeg har altid drømt om at komme væk fra det der indøvede, og det gør jeg nu. Tanken er, at vi lader samtalen gå i den retning, den vil. På den måde bliver ”Dorph” som en kugle i et pinballspil, der kan gå i alle mulige retninger, vi ikke kender på forhånd, forklarer Jes Dorph-Petersen til eb.dk.
Podcasten ”Dorph” får premiere i morgen og blandt de første gæster er ifølge eb.dk Stig Tøfting, Chief 1, Jesper Skibby, Susse Wold og Thomas Wivel.
På sin egen Facebook-profil, skriver Jes Dorph-Petersen også selv om projektet.
Han afslører, at debuten bliver sammen med Chief 1 og skriver samtidig.
- Jeg vil ikke lægge skjul på, at de seneste 10 måneder har været et tungt kapitel i min tilværelse efter den voldsomme og ufrivillige bortvisning fra TV 2. Derfor er det en lettelse og en glæde at jeg igen kan lave det, jeg synes er sjovt: nemlig tale med andre mennesker.