Inden jeg som antydet i overskriften skælder ud på landsholdets tvivlsomme optræden i Stuttgart i søndags, vil jeg gerne orientere læserne om mine faglige forudsætninger som såkaldt mandagstræner.
Altså en af de godt 4 millioner danskere, der har væsentligt mere forstand på fodbold end Kasper Hjulmand. Os, som hver dag på Facebook og i kantiner kommer med løsninger på, hvordan Danmark med os på trænerbænken ville score 7 mål i hver kamp og vinde langt de fleste slutrunder med finalesejre over England, Brasilien og Argentina.
Jeg ved nemlig noget om fodbold. Sporten har fyldt hele mit liv. Som min ven og TV 2-kollega Niels Brinch engang udtrykte det: ”Det er ikke et hoved, der sidder på dine skuldre. Det er en fodbold.”
Noget er der om det. Da jeg som dreng selv spillede i Hellerup Idræts Klub, var jeg en af de flittigste i klubbens blå bukser og hvide trøjer. En sand slider, der mødte op til alle træninger og kampe - og derfor hvert år modtog en flidspræmie til sæsonafslutningen i klubhuset på Phistersvej efter den traditionelle lagkageturnering.
Det var sådan et lille bæger i tin med HIK’s logo og et årstal på. Jeg elskede nemlig at spille fodbold dengang. Og jeg kørte med morgenaviser en halv sommerferie for at skaffe penge til at købe de fedeste Adidas-støvler. Jeg erindrer, at prisen på et par Adidas la Plata sneg sig helt op i nærheden af 170 kroner nede hos Sporty – sportsbutikken på Strandvejen tæt på Fona.
La Plata var forløberen for modellerne Gerd Müller Hattrick og Copa Mundial - legendariske fodboldstøvler, der burde give mig optimale forudsætninger for storslåede manøvrer fra min faste position som venstre wing – med licens til at mandsopdække sidelinjen.
Fodboldstøvlen Adidas la Plata, som Jes Dorph købte i sine drengeår for penge, han havde tjent ved at uddele morgenaviser. Foto: Privat
Jeg købte noget mørkeblå stofmaling og skrev nummer 11 på ryggen af min HIK-trøje - og dermed samme nummer som Ulrik le Fevre. Han var mit suveræne forbillede og hang naturligvis som plakat over skibsbriksen derhjemme sammen med John Lennon. Le Fevre foretrak i øvrigt også Adidas – og kun et sponsordiktat tvang ham til at spille i Puma-støvler, da han skiftede fra Vejle til Borussia Mönchengladbach i 1969. Jeg var 10 år dengang.
Men her ophører også enhver sammenligning. For desværre var jeg trods det kostbare fodtøj og min enorme flid komplet talentløs på en fodboldbane. Som cirka 13-årig fik jeg en enkelt kamp mod Vanløse på klubbens andethold, men jeg blev skiftet ud efter at have brændt en friløber – ellers stod den på kampe for HIK’s tredjebedste mandskab på de dårlige baner, som sekundakampe automatisk blev henlagt til. Vi følte os priviligerede, hvis der var græs på 1/3 af banen – og ingen vandpytter i målfelterne. Heldigvis fik også vi antitalenter lov til at være bolddrenge, når HIK’s divisionshold mødte andre storhold som Svaneke og Avarta i 3. division øst på Gentofte Stadion, hvor der var plads til hele 2.500 tilskuere. Og pølseudsalg nede i hjørnet ved græstribunen.
Derfor har jeg i 1969 fra en position cirka en meter fra sidelinjen kastet en fodbold til klubbens største navn gennem tiderne, Ole Madsen, som sekunder efter - kun takket være min assistance - kunne sætte spillet i gang igen med et indkast. Det øjeblik glemmer jeg aldrig, og mit fodboldliv er senere peaket flere gange med lignende højdepunkter.
40 år senere fik jeg således en selfie med Preben Elkjær. Jeg har også engang passeret Johan Cruyff i en p-kælder i Amsterdam. Samt kørt i lufthavnsbus med Frank Arnesen – og spillet en sommerfodboldkamp i Rørvig med både Brian og Michael Laudrup. I det hele taget er min fodboldinteresse omvendt proportional med mine evner på banen. Jeg kan ikke engang tage 4 i rap på favorit-venstrefoden. Men jeg kan uden problemer remse titusindvis af fortidens resultater og spillere op. Især når det gælder herrelandsholdet.
Klummens forfatter i den landsholdstrøje, Danmark spillede i under VM i Mexico i 1986. Og som Jes Dorph selv havde på, da han så landsholdet spille 1-1 mod Slovenien. Foto: Privat
Og så er vi fremme ved klummens egentlig emne: EM-kampen mod Slovenien, der endte 1-1 efter en anden halvleg, hvor danskerne spillede langsommere end min 86-årige nabo bevæger sig bag sin rollator nede på gaden. Det var en rædselsfuld halv fodboldkamp, der nærmest gjorde grin med DBU’s hårdt pumpede slogan om, at landsholdet er en del af noget større. De sidste 45 minutter i Stuttgart var mere end del af noget mindre – og noget mere kedeligt.
Landsholdet skal delvis være tilgivet, mener mange - for spillet før pausen og især samarbejdet mellem Jonas Wind og Christian Eriksen ved 1-0 scoringen var godkendt. Men derefter blev jeg decideret vred hjemme i sofaen. Jeg havde ellers forberedt mig optimalt til landskampen ved at lave en dobbelt espresso og iføre mig en kopi af den særprægede Hummel-trøje, Danmark introducerede ved VM i Mexico for kun 38 år siden. Dengang, det var genialt – det der.
For selvom Danmark i søndags med stor hjælp fra både heldet og stolpen til venstre for Kasper Schmeichel slap for at tabe kampen, var det en begrædelig afslutning på den landskamp, som 17.000 danskere – blandt dem min søn og tre venner i en autocamper – havde ofret tid og penge på at rejse til Tyskland for at overvære som øjenvidner på Stuttgart Arena.
Det var et imponerende antal dedikerede landsmænd, der desværre blev spist af med søvngængerfodbold i lange perioder fra nationens udvalgte, som af uforklarlige årsager mistede gnisten i den sidste halvdel af kampen. Spillerne så opgivende og trætte ud. Træneren tøvede altfor længe med sine udskiftninger – den første foretog han efter 79 minutter, da det reelt var for sent.
De rød/hvide – der desværre igen spillede i røde bukser, hvad i sig selv er en skam og en visuel afvisning af dejlige Dannebrog – lignede ikke nogen, der kæmpede for hverken Gud, kong Frederik eller fædrelandet, da det gjaldt. Nemlig da Slovenien skruede op for fart, modpres og tacklinger.
Og hvad meget værre var: bagefter fik os hjemme ved tv-skærmene en fornemmelse af, at landsholdet enten ikke ville eller ikke kunne fatte, hvor ringe de havde leveret i kampen mod gruppens mindst gode hold – for helt dårlige var slovenerne trods alt ikke. I hvert fald viste de meget mere determination og vilje end danskerne, som tilsyneladende både mistede modet og lysten til at slås for at vinde.
Så da spillerne i minutterne efter kampen beredvilligt (men tvunget) stillede op i den reklametilplastrede tunnel under stadion, hvor tv-stationerne stod klar med kameraer og mikrofoner, lignede de altså en samling trætte politikere i en pause under natlige finanslovsforhandlinger på Christiansborg. Nogen, der hellere ville væk fra det hele og i attituderne mest signalerede, at 1-1 bare var ærgerligt - men nu gjaldt det bare om at komme hjem igen på hotellet.
Jonas Wind og co forsøgte med udenomssnak og konstant kiggen ned i badetøfler at (bort)forklare blamagen på banen. Men ingen af dem viste tegn på hverken vrede, refleksion eller fortrydelse. De var nærmest som talende Teslaer. Motoren kørte muligvis, men der var reelt helt stille. Man blev helt bange for, at de var løbet tør for strøm.
Heller ikke træneren mente, indsatsen var blodfattig og kritisabel. Kasper Hjulmand stod med de karakteriske løftede øjenbryn og sit venlige pokerface og snakkede om Højlunds store brændte chance og dødbold-tilfældigheder, som reddede slovenerne. Ellers var det ikke så slemt med den danske indsats, måtte vi forstå. Selvom jeg altså ikke forstod det..
Men ingen af aktørerne var rigtig vrede på sig selv eller den fælles præstation. De talte om indsatsen, som om de havde deltaget i en kroket-turnering hjemme i baghaven en lun sommerdag. Eller som om de havde fået nogle gode verbale fiduser på et længere kursus hos en spindoktor med speciale i krisehåndtering.
Kun ex-landsholdskrigeren Thomas Gravesen udtrykte i DR-studiet decideret kritik af holdets og trænerens ufokuserede indstilling til den kæmpestore fodboldkamp, som var et samlingspunkt for millioner af danskere. Et ansvar og en ære, som landsholdet ikke formåede at leve op til. Gravesen var nådesløs i sin analyse – men ikke en brøkdel for hård, efter min mening.
Vi tilskuere virkede faktisk mere skuffede end landsholdet selv. Og det forstår jeg simpelthen ikke. Jeg køber godt nok ikke påstanden om, at spillerne er for priviligerede, velhavende og forkælede til at ofre det nødvendige ekstra – også når det gør ondt. Men noget var galt med mentaliteten i Stuttgart. For hvor er nutidens Søren Lerby, der med garanti ville have sparket til 14 vandflasker og tændt fuldstændig af med skideballer i alle retninger, hvis han havde deltaget i en kamp, hvor holdet kollektivt slog op i banen i stedet for at stå imod?
Og hvor er 2024-udgaven af Morten Olsen, der som anfører (undtagen mod Spanien i 1986) altid formåede at samle sit landshold i midlertidig modvind og få spillerne til – på godt dansk – at tage sig sammen. Allesammen?
Og har vi måske en træner, hvis svage punkt er en forkærlighed for analyse og systemer, der ind imellem bliver så udpræget, at han overser effekten og nødvendigheden af bare at råbe højt af spillerne og skifte dem ud, der spiller som en pose hønseringe?
Nu venter i sandhed noget større for DBU og landsholdet – nemlig Harry Kane, Jude Bellingham og resten af Englands skræmmende mandskab på torsdag. EM-turneringens favorit, der forventeligt vandt sin første kamp – selvom det kun var med en enkel tidlig scoring mod Serbien. Men nemt bliver det ikke for et dansk landshold, der er ramt af en tydelig sportslig identitetskrise, der er svær at finde selve årsagen til.
Men som selvbestaltet mandagstræner er jeg naturligvis i fuld gang med at udtænke planen for, hvordan Danmark banker England i Frankfurt om et par dage. Eller i hvert fald hvordan vi undgår at tabe. For uafgjort nok en gang er helt fint.
Allerførst skal Thomas Delaney starte inde i stedet for Morten Hjulmand. Ikke kun fordi Delaney har en væsentligt flottere frisure, men fordi han kan tackle, kæmpe og altid leverer allerbedst, når holdet er presset.
Dernæst skal AC skubbes lidt længere frem, så vi får mere fylde på en midtbane, der så nærmest spillertom ud i den omtalte anden halvleg mod Slovenien. Højbjerg skal også have genvalg, for han kender modstanderne bedre end de fleste. Ikke mindst Harry Kane.
Og så skal Kasper Hjulmand måske lukke lidt op for den taktiske spændetrøje, som ind imellem får spillerne til at virke noget forvirrede og fastlåste, fordi de prøver at huske en hel masse finesser, placeringer og manøvrer, der er terpet igennem i plenum før kampene. I stedet for bare at spille fodbold med hjertet.
Eller som min gamle træner i HIK, Jens Andreasen, sagde, da han for cirka 50 år siden sendte mig og 10 andre komplet talentløse spillere ind til en kamp mod Hvidovre, som vi næsten altid tabte til:
”Giv den alt, hvad I har drenge.”
Held og lykke mod England.
Jeg tror faktisk, Danmark napper et lillebitte point….
Jes Dorph-Petersen er journalist og tidligere studievært på DR, TV3, TV 2 og dk4. Foto: Privat