TV-2's korrespondent Rasmus Tantholdt kan meget vel blive indkaldt til den retssag, som Jes Dorph-Petersen har sat i gang.
Tirsdag skrev Weekendavisen, at Jes Dorph-Petersen har stævnet advokat Yvonne Frederiksen fra advokatkontoret Norrbom Vinding i forbindelse med den advokatundersøgelse, som ledte til Jes Dorph-Petersens afskedigelse.
Jes Dorph-Petersen kræver ifølge avisen 1.639.508 kroner i erstatning for svie og smerte, tabt arbejdsfortjeneste og psykologbistand.
TV2 igangsatte i efteråret 2020 en undersøgelse om sexisme og kulturen på fjernsynsstationen. Det skete, efter at flere kvinder stillede sig frem og fortalte om krænkende oplevelser på TV2.
Ifølge Se og Hør boede Rasmus Tantholdt sammen med Dorph-Petersen i Odense i en pendlerlejlighed.
Og ifølge stævningen forklarer Rasmus Tantholdt, at Therese Philipsen, som var en af de kvinder, der anklagede Jes Dorph-Petersen for seksuelle krænkelser, selv opsøger Jes Dorph-Petersen i lejligheden, fordi hun var "ulykkelig" over deres brudte relation.
Rasmus Tantholdt fortæller, at det var Therese Philipsen, der en sen aften ringede på døren til de to TV 2-ansattes pendlerlejlighed. Da han kaldte på Dorph, gav Dorph udtryk for, at han ikke ville have Therese Philipsen ind i lejligheden, skriver Se og Hør med henvisning til den stævning, som Weekendavisen er i besiddelse af.
Se og Hør refererer videre, at Therese Philipsen gik ned på gaden, hvor hun stod og græd i lang tid. Rasmus Tantholdt åbnede vinduet og sagde, at hun var nødt til at forstå, at Jes Dorph-Petersen ikke ville hende, og at det var slut.
Rasmus Tantholdt har ikke ønsket at udtale sig til Weekendavisen, men han bekræfter sin forklaring. Han pointerer samtidig, at han ikke var i lejligheden, da det påståede overgreb på Therese Philipsen fandt sted, og at han derfor ikke har en mening om, hvad der er sket.
Advokat Julie Stage ønsker desuden, at indkalde den tidligere nyhedsvært Niels Brinch samt Jes Dorph-Petersens tidligere kolleger Jens Gaardbo og Janni Pedersen. Alle indgår på en liste af 12 vidner.
Jes Dorph-Petersen er siden vendt tilbage til tv-skærmen på kanalen dk4, hvor han er vært på programmet "Vi elsker fodbold" - et ugentligt sportsprogram, som centrerer sig om Superligaen, Champions League og fodboldlandsholdet.