Som nogen vil vide er jeg en fuldblods fodboldtosse. Fodbold er – udover middagslure, CV Jørgensen og spaghetti carbonara – min store passion.
Så jeg vil egentlig meget hellere skrive en klumme om fartspilleren Frank Arnesen, triumfen i 1992 eller drømmen om en FCK-sejr over Chelsea på torsdag. Men min favoritklub er desværre de seneste dage blevet centrum i en voldsom debat, der foregår langt fra grønsvær, VAR-rum og tribuner. Debatten handler nemlig slet ikke om fodbold.
Men om krig, demokrati, moral, storpolitik – og så allligevel lidt om… fodbold.
Det skyldes, at storaktionæren og frontfiguren i FC København, Lars Seier Christensen har udtalt sig i ganske opsigstvækkende vendinger om den blodige konflikt i Ukraine.
Efter det aparte skænderi under topmødet mellem USA og Ukraines præsidenter foran pressen i Det Hvide Hus lagde Lars Seier et opslag på Facebook, hvor han argumenterede til fordel for USA’s præsident Trump og Ruslands Putin. Modsat rettede Seier en skarp kritik af Ukraines præsident Zelenskyj, som han kaldte ”inkompetent, uforskammet og dybt tåbelig.”
Man kan hermed konkludere, at Lars Seier ikke just er en medløber i den offentlige debat. Den ros skal han have. Men det er omvendt ikke en kvalitet i sig selv at sige folkedybet imod. Og kort efter Seiers udmelding havde vi helt som forventet balladen. Ikke kun på de sociale medier, men overalt i aviser, radio og tv. Ingen af stederne er det værdsat at holde med Donald Trump. Og slet ikke, hvis man samtidig nedgør frihedshelten og –symbolet Volodymyr Zelenskyj.
Jeg er naturligvis grundlæggende tilhænger af ytringsfrihed. Derfor må Lars Seier mene præcis hvad han vil, selv om det i bedste fald er noget formørket vrøvl. Alle holdninger er legitime – også de allerdummeste om Ukraine-krigen. Bare ytringerne holder sig indenfor lovens vide rammer. Medmindre man bor i Rusland selvfølgelig.
Men der er også et ansvar forbundet med at have en mening. Især når den giver så stor genklang i offentligheden. Og her er det altså ikke helt ligegyldigt, hvem der er afsender.
Lars Seier Christensen er en endog meget tydelig offentlig figur i det børsnoterede selskab Parken Sport & Entertainment, som ejer fodboldklubben FCK. Hans magt og aftryk i klubben er stor, eftersom han ejer cirka 22 procent af aktierne. Og han er ikke just en merkantil mørkemand, der sniger sig langs panelerne i ly for pressefotografer og andet snagende godtfolk, sådan som andre af investorererne i Parken har for vane. Seier optræder tværtimod jævnligt i medierne - oftest iført klubbens trøje, som han bærer med udpræget stolthed og fornøjelse, når der er blitzlys på sidelinjen.
Derfor er han – bortset fra spillerne og træneren – den mest markante repræsentant for FCK i dag. En potentiel kulturbærer, om man vil. Lars Seier Christensen blev kendt som stifter af Saxo bank, som han solgte med enorm fortjeneste i 2005. Siden er han med årene blevet synonym med FC København. Med eller uden sin gode vilje – dog næppe helt uden.
Så i denne sag om hans aparte udtalelser kan vi ikke skille sport og politik. Det kunne vi heller ikke i forvejen, hvor det for eksempel har stor betydning for FCK-brandet, at klubbens hovedsponsor Carlsberg er ved at afvikle sit engagement i Rusland – i protest mod netop invasionen i Ukraine.
Penge, moral, sport og politik er for længst flettet ind i hinanden. Og i Carlsberg-tilfældet mener hovedsponsoren i en fodboldklub altså, at Rusland er skurken i den globale sikkerhedskrise. Præcis det modsatte budskab af, hvad storaktionæren Lars Seier Christensen optræder med i medierne. Det rimer bare ikke. Slet ikke, fordi mange opfatter hans ytringer som en blåstempling af en krigshandling.
Og lur mig, hvis ikke både Carlsberg og mange andre virksomheder, der sætter penge og goodwill i FCK, i disse dage ryster på hovedet over debatten. Simpelthen fordi klubben og dermed sponsorerne bliver associeret med et - for de fleste - horribelt syn på en blodig krigshandling.
En fodboldklub skal bygges på sunde og ordentlige værdier. Derfor gør Lars Seiers udtalelser utvivlsomt stor skade på FCK’s image – ikke kun i Brøndby, hvor det jo af historiske årsager næppe kan blive værre. Skaden i omdømme er omfattende, og spørgsmålet er, hvordan klubbens ledelse vil reagere på Lars Seiers holdninger. Skal man tie stille og henholde sig til, at han som privatperson må mene, hvad han vil – og så bare håbe på, at raseriet aftager eller afløses af eufori over en sejr i næste fodboldkamp?
Eller skal FCK’s øverste luftlag lægge offentlig afstand til en af sine egne aktionærer? Det er Lars Seier Christensen i øvrigt indirekte med sine mange aktier i sagens natur selv med til at bestemme, selvom han ikke har sæde i bestyrelsen.
Men vi kan konstatere, at skaden allerede er sket. Også internt i klubben, hvor modstanden mod Lars Seiers udtalelser er ganske tydelig. Der er livlig trafik i diverse fan-tråde på nettet, hvor mange af klubbens trofaste tilhængere føler, de bliver taget til indtægt for Ukraine-kritikken. Og klubikonet, den tidligere spiller og træner Ståle Solbakken var mandag ude i Tipsbladet med en nådesløs kritik af Lars Seier. ”Uværdig og uforenelig med FCK’s værdier”, tordner nordmanden – og fortsætter:
”Ukraine er ved at blive et offer for Lars Seier og hans rige venner, der kun har øjne for dem selv” – og så opfordrer Ståle Solbakken i Tipsbladet direkte klubbens ledelse til at gribe ind:
”Vil FC København virkelig være kendt som klubben, der underminerer støtten til Ukraine og sætter pengene på Donald Trump? Alle ledere i FCK, der har et sæt nosser, skal jo sætte foden ned. Man kan ikke bare tie og samtykke i denne situation. Så vil historien forhåbentlig dømme en.”
Ståle Solbakken bakkes tirsdag op af klublegenden William Kvist, der selv har siddet i bestyrelsen og spillet 425 kampe for FC København. Kvist kalder i B.T. Seiers udtalelser for ”en skamplet for klubben”.
Jeg forstår godt både Kvists og Solbakkens indignation – og jeg mærker selv en flovhed over at min fodboldklub skal sidestilles med den russiske aggression i Ukraine. Loyalitet og kærlighed til et favorithold er langt mere end antallet af mål og mesterskaber. Det handler allermest om værdier og sammenhold, selvom det selvfølgelig ikke trækker fra, hvis holdet vinder de fleste fodboldkampe.
Men jeg vil da gerne gøre opmærksom på, at der er klare og strenge regler for, hvad man må mene og lave, hvis man skal repræsentere FC København i offentligheden. Klubbens ledelse har for længst bevist, at den har magt og muligheder for at uddele sanktioner til dem, man ikke vil forbindes med.
I 2015 – mens jeg stadig var vært på TV 2 - fik jeg således frataget min titel som ambassadør i klubben fra den ene dag til den anden. Den titel havde jeg ellers haft i en årrække, hvor jeg derfor fik masser af gratis VIP-billetter med god mad og de bedste pladser på sæder med armlæn og pude til numsen. Til gengæld hjalp jeg med stor glæde klubben ved at fungere som vært og interviewer ved diverse mesterskabs- og sponsorarrangementer. Og jeg fik da også vist mig frem i en klub-trøje i de kulørte blade et par hundrede gange…
Men pludselig fik jeg ikke flere invitationer, og da jeg spurgte pænt om hvorfor, var forklaringen kort og enkel: ”Du er fundet uværdig til at være ambassadør for FCK”. Årsagen var - måtte jeg forstå - at nogen havde lagt et fotografi op på Facebook, hvor jeg stod på en tankstation på Fyn sammen med Flemming Østergård foran hans bil. Don Ø og jeg var på vej hjem fra en fodboldkamp i Herning, da vi skulle tanke benzin og investere i et par Pepsi Max. Her blev vi mødt af en en gruppe FCK-fans, der tog billedet af de to ældre, kendte mænd – og siden delte det på nettet.
Forinden var Flemming Østergaard blevet fratraget det æresmedlemskab af klubben, han ellers fik kort efter han måtte stoppe som bestyrelsesformand. Utvivlsomt fordi et par af aktionærerne – i hvert fald den normalt usynlige Erik Skærbæk - havde set sig vred på ham. Og så røg jeg med i svinget. Jeg var dermed uværdig som repræsentant, simpelthen fordi jeg kendte Flemming Østergaard. Jeg ved ikke om klubbens ledelse også krydstjekker andre ambassadørers private forbindelser – men eksemplet her viser i hvert fald en vis handlekraft fra fodboldklubbens magtmennesker.
Selvom FCK har erklæret mig uønsket som fan, kommer jeg selvfølgelig her 10 år efter stadig i Parken og til en masse af hjerteklubbens udekampe. Og jeg lever fint uden gratis billetter, buffeter, VIP-adgang og fraterniseren med andre kendte. For eksempel har jeg nu lært, at der altid er lang kø i pausen foran det ikke særligt lækre herretoilet - og at to lunkne franske hotdogs koster i omegnen af 100 kroner.
Jeg nævner ikke historien om min udvisning fra Parkens hellige haller for at søge medynk, men fordi den viser, at der åbenbart findes et slagkraftig regelsæt i ledelsen af FC København, så man kan slippe for at blive repræsenteret af personer, der ikke vurderes at have det moralske kompas i orden.
Jes Dorph-Petersen er journalist og tidligere studievært på DR, TV3, TV 2 og dk4 og en af Avisen.dk's faste debattører. Foto: Privat