Den populære trommeslager Jerry Fuchs fra indierockbandet '!!!' overlevede ikke et fald gennem en elevatorskakt i søndags.
Uheldet skete, da Jerry Fuchs sammen med en ven deltog i en velgørenheds-event i bydelen Williamsburg i New York, skriver nypost.com.
Sammen med vennen tog Fuchs elevatoren til femte sal, men den satte sig fast, og de ringede efter hjælp. Da de blev trætte af at vente, lykkedes det dem at åbne elevatordøren.
Fuchs ven hoppede fra elevatoren ind i bygningen, men da det blev trommeslagerens tur, satte hans tøj sig fast i elevatoren. Han endte i skakten under elevatoren, hvor han faldt til jorden fra femte sal.
Kun få minutter før havde han ringet til venner og fortalt, at han sad fast i elevatoren. Fuchs roommate, den 27-årige Alex Frankel siger til avisen:
"Vi fandt ham i elevatorskakten. Han var ikke længere i stand til at tale."
Jerry Fuchs døde på hospitalet Bellevue. Han blev 34 år og opnåede stor succes. Blandt andet spillede han på Roskilde Festival. Og hans mor ønsker, at folk husker ham som en indflydelsesrig person i musikbranchen.
"Han rørte mennesker. Hans evne for musik påvirkede mange," siger moderen Joy.