DR s ledelse har mandag indgået en aftale med studieværten Jeppe Nybroe, om at han stopper i DR. Det skriver DR på sin hjemmeside.
Han er blevet afsløret i at have manipuleret med indslag fra Irak, og den slags vil man ikke tolere i DR. Nyhedschef Ulrik Haagerup siger:
- Der har været en række reportager fra Irak, hvor det er kommet frem, at der har været omgåelser af sandheden, siger han til TV2 News.
- For et nyhedsmedie er troværdighed det vigtigste, vi har.
- Jeppe Nybroe har i mange år ydet en stor indsats for DR. Men med det samlede forløb, der har været den sidste måned, må jeg konstatere, at samarbejdet med Jeppe Nybroe ikke kan fortsætte. Det er Jeppe Nybroe enig i, og derfor fratræder han sin stilling i DR. Troværdighed er alt afgørende for en nyheds- og medievirksomhed som DR, siger nyhedschef Ulrik Haagerup.
Jeppe Nybroe kom i unåde, da han blev taget i at lyve i et indslag fra Irak. Senere har Jyllands-Posten afsløret manipulation i endnu et indslag fra Nybroe. Hovedpersonen siger selv i en udtalelse:
- Jeg er meget ked af hele situationen. Jeg forstår og takker for de af mine kollegaer, der spørger til mine kommentarer og reaktioner - men jeg har ikke mere at sige på nuværende tidspunkt.