Angriberen Jeppe Kjær er fortid i fodboldklubben Lyngby.
Kjær havde kontraktudløb efter sæsonen, hvor Lyngby sikrede oprykning til Superligaen, og han tager ikke turen med klubben op i den bedste række, skriver Lyngby i en pressemeddelelse.
- Jeppe har været et godt bekendtskab her i klubben, og han har været med til både op- og nedture.
- Han har vist sine fodboldkvaliteter flot frem i kongeblåt, hvor han både har præsteret i Superligaen og 1. division, siger sportschef Birger Jørgensen i meddelelsen.
Den nu 33-årige Jeppe Kjær kom til Lyngby i sæsonen 2015/16. Han har spillet 113 kampe for klubben og scoret 37 mål.
Cheftræner Christian Nielsen har svært ved at sige farvel til sin offensive profil.
- Jeppe er en person, der spiller med en kæmpe ærgerrighed, og han vil altid vinde - både i træning og til kamp. Det har altid skinnet igennem på banen. Uden for banen har Jeppe også været en vellidt person.
- Det er altid svært at sige farvel til en Lyngby-helt, som har ydet rigtig godt for klubben, siger cheftræneren.
I sidste uge meddelte Lyngby, at spillerne Danni König, Kristian Lindberg, Daniel Stückler, Nicklas Mouritsen og Mads Carlson heller ikke vender tilbage til klubben i den kommende sæson.
/ritzau/