På trods af sit voldsomme styrt med omkring 80 km/t på en nedkørsel under årets Tour de France, så er Jens Voigt ikke mere medtaget, end at han fortsætter karrieren ufortrødent hos Team Saxo Bank.
"Jeg tror på, at han kommer tilbage efter sit styrt med samme styrke, han havde under årets Tour de France, og vi er glade for, at han vil være på holdet endnu et år," siger holdejer Bjarne Riis om kontraktforlængelse.
Under styrtet, hvor han blev slået bevidstløs, brækkede Jens Voigt sit kindben. Men nu er han tilsyneladende kommet sig helt.
Den populære berliner siger selv, at han er "beæret" over at kunne forlænge kontrakten med det danske cykelhold.
"Team Saxo Bank er jo cykelsportens svar på Barcelona eller Real Madrid, og jeg har ikke lyst til at skulle degradere mig selv til en lavere standard. Jeg er derfor beæret over at vide, at Bjarne stadig tror på, at jeg er god nok til at konkurrere på højeste niveau," siger han.