Venstres EU-parlamentsmedlem, Jens Rohde, går nu i kødet på udenrigsminister Lene Espersen (K), der i sidste uge proklamerede afskaffelse af landbrugsstøtten, når Danmark i 2012 overtager EU-formandskabet.
Det skriver Information.
Og hvis det er med den holdning, at hun indkalder til forhandlinger, når Danmark overtager EU-formandskabet, så vil det for alvorlige konsekvenser, mener Jens Rohde.
"Det svarer jo til, at hun indkalder til topmøde på Mars. En tredjedel har ikke råd til at komme, en tredjedel vil ikke turde at komme, og den sidste tredjedel kommer - men kun for at se, hvem disse tossede danskere er," siger Rohde til Newspaq.
Morten Messerschmidt (DF), der er medlem af EU-Parlamentets landbrugskommission, mener ligeledes, at Espersens udtalelse kan føre til
et nederlag for det danske formandskab.
Men Lene Espersen lader sig ikke slå ud af kritikken. I en meddelelse til Information skriver hun, at målsætningen om at udvikle EU's landbrugspolitik i en mere markedsorienteret retning altid har været fast politik:
"Og den politik agter jeg bestemt at videreføre," skriver Lene Espersen.