TV2-ikonet Jens Gaardbo er blevet separeret og flytter fra sin hustru Pernille gennem 24 år.
I en pressemeddelelse sendt til Ekstra Bladet oplyser Jens Gaardbo, at separationen ikke direkte har noget at gøre med fyringen fra TV2. Her blev han i december fyret efter en intern undersøgelse om sexisme.
64-årige Jens Gaardbo skriver i pressemeddelelsen, at "Pernille har kendt til sagen i detaljer og været en stor støtte for mig i hele forløbet".
Han tilføjer, at fyringen har ramt hårdt, og at det har haft "store følelsesmæssige omkostninger for os".
- Nu har vi brug for tid hver for sig, men også til at opbygge en ny relation mellem os.
Jens Gaardbo og Pernille Gaardbo blev gift i 1996, og har sammen en voksen søn. De forventer at flytte fra hinanden til foråret.