Hun florerer i toppen af hitlisterne, laver succesfilm, og hun er dommer på et af de mest sete tv-programmer i USA, American Idol. Det er intet under, at Jennifer Lopez ligger allerøverst på magasinet Forbes' årlige liste over de 100 mest magtfulde berømtheder.
Lopez er ikke bare en klassisk entertainer, skriver Forbes, hun en forretningskvinde, der har sin egen tøjkollektion, er ansigt for både l'Oreal og Gillette og har sin egen parfume.
I løbet af de seneste 12 måneder har hun hentet intet mindre end 55 millioner dollar hjem på sine mange beskæftigelser - det er over 300 millioner kroner.
Et af parametrene for at blive den mest magtfulde berømthed er, at man mestrer sociale medier. Med over seks millioner såkaldt followers på Twitter og 12 millioner fans på Facebook må indsatsen på den platform siges at være mere end godkendt.
De magtfulde berømtheder bliver også målt på medieomtale. Og her skader det ikke, at J. Lo er blevet skilt fra gemalen Marc Anthony og nu er alenemor til tvillingerne Max og Emme, samtidig med at hun har fundet sig en langt yngre kæreste.
Forbes noterer sig også, at Lopez for et par år siden så ud til at være en færdig kvinde i Hollywood. Hendes musik hittede ikke længere, og der var langt mellem filmsucceserne. Tjansen på American Idol har dog vendt op og ned på det hele for 42-årig Lopez.
I det hele taget er det kvinderne, der har mest at sige blandt de kendte. På andenpladsen ligger Oprah Winfrey, der tidligere har toppet listen.
Winfrey tjener godt nok langt mere end Lopez - godt 960 millioner kroner på et år - men hun har kæmpet med at få sin egen tv-kanal OWN op at stå.
Teenagesensationen Justin Bieber ligger på listens tredjeplads, og han bliver efterfulgt af Rihanna, Lady Gaga, Britney Spears, Kim Kardashian, Katy Perry, Tom Cruise og Steven Spielberg.