Popstjernen Jennifer Lopez er blandt de mest hårdtarbejdende personer i musikindustrien. Det fortæller rapperen "Pitbull", der er ven og pladeaktuel med sangerinden.
- Hun er meget professionel og hårdtarbejdende. Til tider militant, fortæller "Pitbull" og tilføjer, at den 43-årige sangerinde lærer ham meget. Det skriver Female First.
- Jeg lærer en masse, hver gang jeg får chancen. Bare ved at se, hvordan hun bevæger sig, siger den 32-årige cubanske rapper.
"Pitbull" gæsteoptræder på Lopez' nye album, "Live It Up", som udkom 8. maj i år.
Videoen til albummets titelnummer kom på YouTube den 17. maj og er på bare seks dage blevet set over 12 millioner gange.
Det er ikke første gang, at den succesfulde duo arbejder sammen. I 2011 udgav de hittet "On the floor", der er blevet set over 670 millioner gange på YouTube.
Jennifer Lopez begyndte i 2011 at date koreograf Casper Smart på 25 år, kort efter at hendes tredje ægteskab var gået i vasken.
Selvom flere medier har fremhævet parrets aldersforskel på 18 år, er det ikke noget, der bekymrer popikonet.
- Jeg har aldrig været en, der følger regler eller passer ned i en bestemt boks, siger hun.
/ritzau/