For seks uger siden måtte Jennifer Hudson, kendt fra filmen Dreamgirls og tv-showet American Idols, identificere ligene af sin mor, bror og nevø, der var blevet skuddræbt. Nu er hun dog klar til at arbejde igen.
I næste uge påbegynder Hudson nemlig optagelserne til en ny musikvideo i Los Angeles.
Det drejer sig om en musikvideo til hendes seneste single "If It Isn't Love", bekræfter en talsperson fra hendes pladeselskab, J Records.
Optagelserne blev afbrudt i oktober, da hun blev tvunget til at flyve til sin hjemby Chicago, hvor hendes mor Darnell Donerson og hendes bror Jason Hudson var blevet fundet dræbt den 24. oktober.
Samtidig var hendes nevø, Julian King, på syv år forsvundet. Han blev få dage senere fundet skuddræbt i en bil.
Jennifer Hudsons svoger er anholdt og mistænkt for at stå bag alle tre drab.