Jennifer Garners treårige datter har sat sin mor på hårdt arbejde. Skuespillerinden har taget gummihandskerne på og skrubber toiletter i datterens børnehave, skriver femalefirst.co.uk.
Det forventes at både mor og far, Ben Affleck, er villige til at give et nap med, hvor der er brug for det. Både på selve skolen og hvis børnene skal have oplevelser ude af huset.
"Vi skiftes til at hjælpe. Lige nu arbejder han (Ben Affleck), men bare vent, lige pludselig er det hans tur igen," lyder det fra Jennifer Garner.
Ben Affleck er i øjeblikket ved at filme 'The Town'. Men Garner glæder sig til at husbonden er færdig, så det kan blive hans tur til at gøre rent for børnene. Dog nyder hun at bruge tid med de andre mødre.
"Det er forældrene, der kører skolen. Jeg arbejder i børnehaven, og der er masser af toiletter, der skal skrubbes. Men det er meget sjovt, for man hyggesnakker bare med de andre mødre," siger Jennifer Garner.
Det er andet år, at lille Violet går i børnehaven. Samme sted, hvor hendes far engang gik.