Jena Mai Hansen bliver 49erFX-landstræner
PLUS Sejlere jonglerer med økonomi og logistik Henning Bagger/Ritzau Scanpix
29-årige Jena Mai Hansen bliver efter sit karrierestop landstræner for de kvindelige 49erFX-sejlere.

I begyndelsen af oktober meddelte Jena Mai Hansen, at hun stoppede sin aktive karriere som sejler.

Jena Mai Hansen var en del af en succesfuld sejlduo i 49erFX-klassen med Katja Salskov-Iversen, men nu er Jena Mai Hansen tilbage i en anden rolle.

Den 29-årige tidligere sejler bliver således landstræner for de kvindelige sejlere i netop 49erFX-klassen, meddeler Dansk Sejlunion i en pressemeddelelse.

- Det bliver en kæmpe udfordring, som jeg glæder mig til at tage hul på.

- Først og fremmest er jeg rigtigt glad for, at pigerne på holdet har kunnet se idéen i at få mig ind som ny træner, siger Jena Mai Hansen.

Katja Salskov-Iversen og Jena Mai Hansen udgjorde den succesfulde, danske 49erFX-besætning og vandt både VM-guld, EM-guld og OL-bronze.

- Jeg har en fordel i, at jeg selv for ikke så længe siden har været gennem både en OL-udtagelse og et OL. Jeg kender presset og ved, hvad det gør ved én.

- Så jeg håber, at jeg på den måde kan bringe noget ro ind på holdet og være med til at finde de marginaler, der gør, at vi står med en medalje i Tokyo om to år (OL, red.), siger Jena Mai Hansen.

Hun har tidligere haft forskellige trænerjob af kortere varighed, og hun er uddannet på diplomtrænernieau.

- Jena kender gamet helt ned i de mindste detaljer, og hun ved præcist, hvad der foregår i sejlernes hoveder, når de befinder sig i de afgørende momenter på banen. Det er netop de kvaliteter og erfaringer, hun skal tilføre holdet, siger Thomas Jacobsen, der er sportschef i Dansk Sejlunion.

Jena Mai Hansen afløser Peter Hansen i jobbet, og dermed vender Peter Hansen tilbage som landstræner for de mandlige 49er-sejlere.

/ritzau/
/ritzau/