Skrevet i samarbejde med Knud Brix
Talgeni behøver man måske ikke at være, men der stilles ganske høje krav til både den matematiske sans og boglige kunnen på selv de tekniske skoler, hvor håndværkere uddannes i dag.
De Radikales nye uddannelsesordfører, Marianne Jelved, vil som noget af det første i sit nye hverv arbejde for en ny ungdomsuddannelse, der giver plads til elever, som hellere vil bruge hænderne end at bryde hovedet med alt for mange boglige skærmydsler
- Der er alt for mange, som render panden mod muren i gymnasiet eller på teknisk skole. Det kræver meget at få en faglig uddannelse. For eksempel er det det svært at blive elektriker i dag, fordi der er så højt et fagligt niveau. Der er mange unge, som ikke er i stand til at honorere de krav, siger hun til Avisen.dk.
Derfor foreslår Marianne Jelved en ny uddannelse af ’altmuligmænd’. En uddannelse, hvor eleverne lærer de mest basale færdigheder fra forskellige håndværkeruddannelser:
- Jeg foreslår en kombinationsuddannelse på serviceområdet, hvor man får noget af det, elektrikeren kan, noget af det, mureren kan og så videre. På den måde kan man skabe en blæksprutte, en servicemand, som kan servicere almindelige husholdningsopgaver.
Risikerer man ikke, at de unge så kommer ud af systemet uden nogen egentlige kompetencer?
- Jeg tror, det er bedre, end at de ikke får nogen uddannelse. Jeg mener, vi skal have en uddannelse for folk, der ikke er fagligt i stand til at tage de eksisterende uddannelser.