To stærke kvinder i dansk politik, den radikale Marianne Jelved og socialdemokraten Ritt Bjerregaard, kan måske ende i det helt store slagsmål om Københavns Rådhus.
Ifølge Berlingske Tidende skulle stærke kræfter hos De Radikale arbejde for, at Jelved stiller op i hovedstaden.
Men den tidligere radikale leder siger selv, at hun ikke har aktuelle planer om at stille op.
- Det ville da være dejligt, hvis hun ville stille op. Hun er en meget erfaren og utrolig dygtig politiker, siger Peder Mandrup Knudsen, der er formand for De Radikale i København.
Den store stemmesluger i partiet Manu Sareen vælges efter al sandsynlighed til Folketinget, og dermed mister De Radikale en stærk person i det københavnske.
Samtidig kan den mangeårige leder give De Radikale en klar selvstændig politisk profil i forhold til Socialdemokraterne.
Men planen skulle ikke være, at hun skal være overborgmesterkandidat, den plads er fortsat tiltænkt til bygge- og teknikborgmestren Klaus Bondam. Hun er tiltænkt rollen som gruppeformand.
- Alle tiltag, der kan styrke de Radikale, er interessante, og det er ingen hemmelighed, at jeg altid har haft et godt og nært samarbejde med Marianne Jelved, som jeg løbende taler fortroligt med, siger Klaus Bondam til avisen.
Jelved siger selv, at det ikke umiddelbart ligger i hendes fremtidsplaner, da hun fortsat er opstillet til Folketinget. Jelved har været byrådsmedlem og viceborgmester i den gamle Gundsø Kommune.