Respekt er en ting, som den radikale leder, Marianne Jelved, hverken har S-formand Helle Thorning-Schmidts eller statsminister Anders Fogh Rasmussens politik.
Det fremgår af en ny bog ?Jelveds Danmark?.
Marianne Jelveds kritik går blandt andet på, at Helle Thorning-Schmidt er populistisk, svigter de socialdemokratiske værdier og er for fokuseret på magten frem for danskernes ve og vel. Træk, som hun mener, Thorning og Fogh har til fælles, skriver Berlingske Tidende.
Den radikale førstedame kalder Socialdemokraternes og regeringen politik for »designerpolitik«, som går ud på at »stjæle modpartens politik og lægge lidt til selv«. Hun mener desuden, at Fogh og Thorning undertrykker de debatter, der ikke er vindersager.
»Derfor har jeg samme kritik af Socialdemokraterne, som jeg har af regeringen. Det er uværdigt i et demokrati, at der er temaer, som ikke kan diskuteres,« siger Jelved i bogen.
Hun efterlyster samtidig politik fra Thornings hånd, der har mere indhold og mindre magtfokus.
»Det har de ikke i dag, og det, synes jeg, er meget svært at have respekt for,« siger Marianne Jelved i bogen.
Helle Thorning-Schmidt har ikke ønsket at svare på kritikken, men Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen siger til Berlingske:
»Vi er da kede af, hvis Marianne Jelved ikke synes om Socialdemokraterne, men vi fremlægger vores politik ud fra egne idealer og overbevisninger, og det socialdemokratiske værdigrundlag er intakt.«