Det var sagen om arrangementer på Akademiet For Utæmmet Kreativitet (AFUK) som pressede Uffe Elbæk (R) til at gå af som kulturminister.
Og nu kan hans afløser på posten, Marianne Jelved (R), også blive underholdt på den omdiskuterede artistskole.
Som indflytningsgave fra netop Uffe Elbæk får Marianne Jelved nemlig et gavekort til et luftnummer på AFUK.
- Jeg håber, du får fornøjelse af det. Hvis du mangler en date, så er jeg klar, siger Uffe Elbæk til stor latter og klapsalver fra de ansatte i Kulturministeriet.
Uffe Elbæk fortæller samtidig, at Marianne Jelved spillede en væsentlig rolle i hans beslutning om overhovedet at stille op til Folketinget for De Radikale ved det seneste valg.
Det tætte forhold mellem Elbæk og Jelved blev også understreget af den nye kulturminister, som fortæller, at hun rent faktisk afbrød sin egen valgkampagne for at hjælpe Uffe Elbæk med at blive valgt ind.
- Men du blev kulturminister, uden at jeg overhovedet havde haft noget med det at gøre. Det er en stor opgave at komme efter.
- Du har været dig selv og din egen på den måde, som Uffe er, siger Marianne Jelved.
Som afskedsgave til Uffe Elbæk har Marianne Jelved medbragt to håndværkerkrukker fra Nordjylland med den begrundelse, at de minder hende om Uffe Elbæk.
- De er smukke. Du er et smukt menneske. De har bløde, runde former, men er ikke uden kant. De er skrøbelige, ligesom vi er skrøbelige, og vi skal passe godt på hinanden, siger Jelved.
Det var ikke kun Marianne Jelved, der havde ros til Uffe Elbæk. At bedømme ud fra klapsalverne og talerne fra embedsmændene i ministeriet, er det en populær kulturminister, som forlader jobbet efter kun 14 måneder på posten.
- Du er ikke som politikere er flest. Du er et utroligt ærligt og åbent menneske.
- Du har ikke været hr. minister eller hr. Elbæk. Du har bare været Uffe. I gummisko og T-shirt har din afslappede stil smittet af på ministeriets dresscode, siger Steen Kyed, afdelingschef i Kulturministeriet.
En dresscode, som Uffe Elbæk håber, at Marianne Jelved vil fortsætte.
- Jeg håber virkelig, du siger: Skuldrene ned, der er plads til alle, siger Elbæk til sin afløser.
/ritzau/