Der er ingen nye lussinger i luften mellem de to radikale Marianne Jelved og Naser Khader. Kun gamle lussinger der bliver ved med at flyve rundt til skade for partiets politik. Det mener Marianne Jelved efter historier om, at hun i en ny interviewbog - »Borgens dronninger« - giver Naser Khader skylden for, at den radikale strategi om at frigøre sig fra alle fløje er kommet galt fra start.
»Alt det der står i det kapitel, har jeg fortalt om mange gange. Der er intet nyt. Jeg har netop valgt at være åben om den proces, fordi alle gerne vil vide, hvad det var, der egentlig skete,« siger Marianne Jelved.
Historien er, at Naser Khader brød en aftale om, at det var Marianne Jelved, der skulle offentliggøre den nye strategi, når den var klar. I stedet tyvstartede Khader til Jelveds store fortrydelse, før strategien var diskuteret færdig.
De nye skriverier om krig mellem de to toppolitikere gjorde - med Jelveds ord - den radikale folketingsgruppe irriteret på hende.
»Alle synes, at det ærgerligt, at det hele kommer til at handle om noget personfnidder, som i øvrigt ikke er en virkelighed i dag. De andre er selvfølgelig irriteret over, at jeg bringer mig selv i en situation, hvor jeg siger noget, der får det hele til at rulle igen,« siger Marianne Jelved.
Imidlertid var der i går andre toner fra Naser Khader. Eller rettere ingen toner. På sin hjemmeside meddeler han kort og godt, at han ingen kommentarer har. Han vil i stedet holde en god weekend med familien, skriver han.
Imidlertid er der stadig uklarhed over afgørende dele af den radikale strategi, der skal gøre det af med skattestoppet, danskeres besværligheder med at bo i landet med udenlandske partnere og samtidig gøre Jelved til statsminister. For imens Marianne Jelved siger, at hun vil trække sig, hvis strategien går galt, så kan hun ikke sige noget om, hvad der skal til, før strategien reelt er en fiasko.
»Det har jeg ikke gjort klart for mig selv,« siger hun.