Jellingstenene er nu så ødelagt, at de skal rykkes inden døre, hvis de også skal kunne ses af de kommende generationer.
Kulturarvsstyrelsen har set sig nødsaget til at afskærme de mere end 1.000 år gamle sten, for at skåne dem for nygerrige fingre og det danske vintervejr.
Men stenene skal have permanent tag over hovedet, hvis de skal bevares. Det siger Anne Mette Rahbek, der er vicedirektør i kulturarvsstyrelsen.
"Vi vil undersøge, om der kan laves en bygning rundt omkring stenene. Hvis ikke der kan det, så må de flyttes. Det er de to scenarier, vi arbejder med nu. Stenene kan på sigt ikke tåle at stå ude," siger hun.
Stenene er på UNESCO's såkaldte verdensarvliste.